Rykker dit liv med musseskridt fordi du sætter baren for lavt og aldrig lover noget?

maria sejer arbejdsliv

Synes du at løfter er roden til alt ondt og er planlægning og deadlines en irriterende pligt, som presser dig, mere end hvad godt er? Så læs med her. 

Jeg datede engang en fyr, som blev rædselsslagen, hver gang jeg ville lave en fast aftale, eller tale om fast forhold. Måske tænker du så, jamen så var han nok ikke rigtig forelsket i dig. Men det tror jeg, at han var. Alt andet tydede i hvert fald på det. Alligevel gik vores forhold i vasken, fordi jeg blev rigtig træt af, at hænge i en line af uafklarethed hele tiden og jeg tror, at han, på samme måde, blev rigtig træt af mine frustrationer, for jo mindre han ville love, jo mere ville jeg have. Sådan var vores spil. Det der var lidt pudsigt, det var, at min ‘date’ heller ikke ville afslutte vores forhold. For det er jo også en form for løfte eller forpligtigelse. Derfor blev jeg nødt til at stille mig selv spørgsmålet: Er det her godt nok til mig? Og bliver det nogensinde anderledes? Jeg valgte at afslutte forholdet, fordi jeg blev så skuffet hele tiden, selvom det var rigtig barsk, da jeg jo havde hele mit hjerte i klemme.

Løfterne

Dengang jeg var i dette dysfunktionelle forhold, troede jeg mest af alt, at vi bare havde et kommunikationsproblem og at vi bare skulle blive bedre til at tale om tingene og give udtryk for hinanden behov. Men livet er nu engang sådan, at det leves forlæns og forstås baglæns og senere er det gået op for mig, at dér hvor vi altid kom i problemer, var, hver gang der var et løfte og en forpligtigelse involveret. Og det var der ret tit: ‘Skal vi ses på mandag?’ ‘Vil du med til det arrangement på den dato?’ Eller: ‘Skal vi kalde os kærester nu?’.

Fra tid til anden holder jeg fest eller middage. Jeg inviterer folk på facebook og når jeg har gjort det, så er der altid nogle enkelte, som ligger og afventer med at give en udmelding. Og det er altid de samme mennesker, så, igen, må der være noget fælles på spil her. Noget som gør det svært for de her mennesker at afgive et svar. I lang tid troede jeg, at det handlede om, at de bare ikke tog det særlig alvorligt, når de blev inviteret til noget. Men efter at have konfronteret et par stykker af dem, har jeg fundet ud af, at det handler om noget ganske andet. Igen, skrækken for at afgive et løfte og forpligtige sig.

Forsiden og bagsiden ved et løfte

Jeg har snakket med nogle af de mennesker i min omgangskreds, som hader løfter og forpligtigelser. Og for dem handler det om, at løfter er meget stærke i deres verden. Og har man først sagt ja til noget, så er det bindende og forseglet. Det betyder praktisk talt, at løfter og garantier, er noget de meget sjældent afgiver. Den store forventning til, hvad løfter er, gælder også den anden vej. Hvis omgivelserne har sagt ja til noget, så falder der brænde ned, hvis de ikke overholder det – og der bliver holdt nøje regnskab, som kan gå år tilbage. Et løfte kan også være at låne noget. Hvis de ødelægger noget de har lånt, tilbyder de erstatning og de er ligeså parate til at inkassere erstatning, for det andre kommer til at ødelægge, som er deres.

Personligt er jeg også fortaler for, at man skal holde hvad man lover og at man skal passe på hinandens ting. Men jeg er ikke der, hvor jeg jeg lader mig styre af angsten for ikke at kunne leve op til et løfte. Jeg befinder mig tit i en situation, hvor jeg får taget min tallerken for fuld og får lovet en masse ting, i ønsket om at ville hjælpe andre. Men engang imellem, bliver jeg nødt til at devaluere mig selv og krybe til korset og bede om hjælp til at komme ud af alt det, som jeg har sat op for mig selv.

Uambitiøs

Men tilbage til løfterne. Hvis man dikteres, af at leve et liv, uden vilje til at indgå nogen som helst former for løfter, af frygt for ikke at kunne overholde dem, så vil man søge et liv, som er meget, meget uforpligtende og ja, man kunne måske fristes til at kalde det for: uambitiøst. Det vil foregå spontant og jo mere uplanlagt det er, jo bedre er det. Og mennesker der planlægger: de bliver ofte fjendebilleder. Omkostningen ved denne livsform er, at baren for de forpligtelser livet nu engang kræver, ofte vil blive sat meget, meget lavt. Så lavt, at man ikke kan undgå at holde dem og indfri dem. På den måde, får man lov til at leve et liv, uden at skuffe nogen. Men desværre kommer man heller ikke særlig langt. Ting kan tage årevis, før der sker noget som helst. Både arbejdsmæssigt, men også de forhold man bevæger sig ind i, er meget langsomme om at udvikle sig, hvis de overhovedet gør det. Måske vil man ligefrem søge at finde en partner, hvor der ikke rigtig er basis for at vækste. Han er måske meget ældre – eller yngre? Han er måske gift? Eller også bor han i et andet land?

Hvis du kender denne måde at være i verden på, så er der formentlig et stort dilemma der fylder: I virkeligheden vil du gerne have et arbejde, hvor du kan realisere dine ambitioner og du vil også gerne have en mand og nogle børn. Men, med din måde at gå til tingene, så får du bare desværre ikke gjort ret meget ved noget som helst, af frygt for ikke at kunne leve op til andres forventninger, eller af frygt for ikke at leve op til dine egne forventninger. Men den råt for usødede sandhed er: at for at du kan få det du ønsker dig af livet, så skal du vælge, beslutte og forpligte dig. Jeg kan trøste dig med, at garantier aldrig kan gives. Det er et vilkår for alle. Vi kan fortælle om vores intentioner, men udfaldet, er der ingen der kan garantere for. Vid det. Og så er det måske lidt lettere, at forpligte dig i den store vide verden. Og til dig, der lever sammen med en, som ikke vil love noget som helst, få i stedet ham eller hende til at fortælle om hvad intentionerne er, for jeres liv sammen, eller for vedkommendes liv på arbejdsmarkedet. Insister aldrig på at få et løfte, for det får du nok ikke, men dybe set er det heller ikke lige så interessant, som at tale om intentioner.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *